img_5240.jpg

Hjertestop

Hjertestop 

Jeg er på Hotel Amin med en sovende Frede ved siden af. Lige udenfor er den Persiske golf fyldt med containerskibe og et af dem sejler snart vores kære Hjertebil mod Hamburg. Ud af vinduet ka jeg se et nyt hotel de er ved at bygge på højest tvivlsomme stilladser (jernstativ med brædder der smides hen over og flyttes som man kommer frem –  ca 30 meter oppe i luften. Uden gelænder naturligvis). David og Luna er sammen med vores “fikser” ude og klare det sidste papirarbejde. Det har taget 3 dage at få klaret det hele, men nu tror vi nok det er på plads. David har vandret med fikseren fra kontor til kontor i disse 3 dage. Ren “go-with-the-flow-træning”. Først for at få en håndskrevet seddel om at vi gerne vil sende en bil ud, dernæst for at få en underskrift på sedlen og så én underskrift mere fra en anden høj herre. Det er noget med den rigtige rækkefølge, og også lidt med hvor meget man smiler/råber og hvem man er gode venner med. Tror vi nok. En hel del fingerspitzgefühl kræver det vist. 

Jeg er glad for, at jeg har sådan en tålmodig mand… … … og også sådan en praktisk mand, der selv ka tømme benzin af bilen over i Jerry cans og putte den på fikserens bil og de sidste liter på en fremmed mands bil. Til gengæld kunne jeg godt ønske mig, at min 4 årige datter kunne udskyde sin trodsalder lidt. Bare lige til det her er overstået. Luna siger, hun ikke gider lave kedelige voksenting. Det er nu også forståeligt nok. Godt vi fandt en legeplads igår. Og godt vi overlevede at krydse vejen over til den. Og varmen ikke at forglemme. Vejrapp’en siger 28 grader. 

Vi har sat en stor seddel i forruden på Hjertebilen. Der står at den hører til på Røde Møllevej. Så krydser vi fingre. 

Næste stop øen Qeshm. Rygsækkene er pakkede og fuldt optimerede. Hjertebilen bærer resten hjem. 

Jeg synes faktisk, alt taget i betragtning, at vores lille familie har klaret “Hjertebil-i-total-bræk” udfordringen strålende. Nu kan intet slå os ud! Bare kom an…

David kommer hjem meget træt af papir og bureakrati og beretter:
Da vi startede hele hjemsendelsen var min bekymring om bilen kom hjem uden at blive væk. Kort inde i processen ændres det til at jeg bare ville blive glad for at den kom ud af landet. Og senere til bare at få den i en container…

Det tog 3 dage at få hjertebilen i container. Eller 2 dage og få den i og så 1 dag mere for at få den lukket. Vi havde en “fixer” som skulle få stemplet vores Carnet De Passage så vi vil få vores depositum retur når vi kommer hjem. Som jeg ser det må det være lige til: vi har fået lov at ta vores bil ind i Iran og vi har os lov at ta den ud af Iran. Men det virker som om vi blev fanget i det bureaukratiske hel… som ska holde styr på hva der går ind og ud af landet. Krydret med at magten for disse kontorer synes at væres spredt ud over maaaaange instanser for at sikre at ingen i systemet roder sig ud i ngt de ik må:
Vi kørte rundt på de samme kontorer igen og igen. Måske 10 forskellige lokationer hvor der flere af stederne var flere kontorer der sku godkende… ting. Det var midlertidige underskrifter der sku gøre det muligt at gå videre til næste kontor som så ku se at han måtte skrive for at den næste fyr 3 borde nede måtte sætte et stempel. Og ik engang det endelige stempel. Bare et stempel der gjorde at en fyr måtte komme og kontrollere at bilen var bilen. Og så kørte en ny mølle for at få bilen i container. Nå ja, og så sku jeg sikkerhedskontrolleres flere gange for at komme ind på kontorerne. Allerede 2. dag begyndte jeg at snyde genveje. Jeg havde ik en mobil, så sku den ik skrives. Min arbejdsplads hed Tulstrup og lå på “vej 2” i Tulstrup. Det var tydeligt at det bare var kontrolpapirer de aldrig ville bruge til andet end fylde en kælder med.
Og ganske rigtigt viste det sig os at kontrol af den kaliber fejler. Det sku kontrolleres 2 gange at det var vores bil der var i containeren. Efter første kontrol bliver containeren ikke låst. Så ska en anden fyr kontrollere det igen – men her slipper vi med selv at gøre det: vi sku ta billeder af at bilen var i containeren og så af at vi satte plumpen i containeren….
!?! Så fik vi et stempel. Men os bare så vi ku gå hen om hjørnet og begynde ved næste skrivebord. Jeg fik taget fingeraftryk og skrev under et utal af gange.
Dag 3 havde jeg Luna med. Hun klarede 7 timer uden brok. Hun fik en masse slik og sodavand på de forskellige kontorer. Jeg ved ik om vi havde klaret det på 2 dage hvis hun havde været med fra begyndelsen, men min “fixer” brugte hende da til at komme foran i køen: pegede på den bette pige der havde røde kinder i de 30 graders varme og sagde hun var træt. Og det virkede.
MEN nu står bilen i en container. Den er plomberet.  Og den må sendes ud af landet.