img_5339.jpg

Åndsuddrivelse på Hormoz

Bjergene er rødebrune med rødt krymmel ovenpå og vandet har den helt rigtige turkise farve da vi lægger til land på vulkanøen Hormoz. Et par mænd sidder i en jolle og reparerer på en af de store gamle træbåde der ligger i havnen. Jeg beder om at få Frede tilbage. Jeg har stort set ikke haft ham i hænderne den halve time det har taget at sejle fra Bandar Abbas. En mand og 3 kvinder klædt i farverige chadors, guldsmykker og med henna tatoveringer har underholdt sig med ham, og giver ham modvilligt fra sig. I havnen i Bandar Abbas har vi mødt en fotograf (og 8 medicinstuderende) som fortæller, at han er på vej til en ånde-uddrivelsesceremoni. Det er en årlig begivenhed og en oldgammel tradition på øen. Han skal dokumentere det og inviterer os med. Øhhh, joh tak. Det lyder da spændende. Et par timer senere står vi udenfor et lille hus og kan høre vedblivende chants derindefra. Vi bliver instrueret i at tage sko og strømper af, være helt stille – ikke grine. Kvinder og mænd sidder udenfor i en lille gård. De er adskilt af et hvidt lagen der hænger over en på en udstrakt snor. På den ene side sidder ca 10 mænd i klædt hvide løse gevandter; 2 af dem spiller tromme. De synger i rytme til trommelyden og David bliver plantet imellem dem. Ældstemanden bliver spurgt om der må tages billeder og én får lov. Jeg bliver dirigeret om bag lagenet til kvindeafdelingen med Luna i hånden og Frede sovende i bæreselen. Der sidder ca 20 kvinder i farvestrålende klæder og synger til trommerytmen og  slår flade træpinde sammen. En gammel dame går rundt med en lille jernplade hængende i en kæde, hvor glødende kul ryger i midten og der er nogle kerner/sukker eller noget i siderne af pladen. I midten af flokken sidder en dame med et klæde hen over hovedet og rokker til trommerytmen. Jeg tænker, at hun er ved at få uddrevet ånder. Jeg siger til Luna, at det er en sangleg, som skal gøre hende i midten glad. Lidt ligesom når de leger “Bjørnen sover” nede i Toppen. Nårh. Den er Luna helt med på. Kvinderne er meget søde og smilende og Luna og Frede får viftet noget røg på sig med en pind af den gamle dame med bakken. Kvinderne ved siden af spørger “khojaa” og jeg fortæller så lavt jeg kan gennem trommelyden, at vi er fra Danmark. Vi tager meget opmærksomhed. Frede vågner og der bliver snakket lidt om børnene. Efter 5 minutters tid bliver der signaleret, at det ikke er godt for børnene at være her, både pga ånderne og solen, men at der er et rum ved siden af, hvor kvinder kan være med børnene. Jeg bliver budt en kop the, Luna får frugtslik. Imens slæbes en hvid ged ind bag kvindernes lagen. En ofring. Den kommer tilbage uden hoved og pelses i gården. Efter en halv times tid beslutter vi at trisse af igen. Åndsuddrivelsen og trommesangen fortsætter mens vi kører derfra på en lille 3 hjulet motorcykel pick-up. Vi vil ned omkring stranden og mærke vandet inden det blir mørkt og båden sejler os tilbage til Bandar Abbas. Det er sandt hvad guidebøgerne skriver – i Iran er det menneskene, som er den største attraktion.